Ulovlig deling af studiebøger er udbredt blandt de studerende på de videregående uddannelser, viser en netop offentliggjort undersøgelse foretaget af Epinion. RettighedsAlliancen opfordrer uddannelsesinstitutioner til at tage et medansvar for at komme problemerne til livs.
Udfordringen med ulovlig deling af digitale lærebøger er udbredt blandt studerende på de videregående uddannelser. Det konkluderer en netop offentliggjort undersøgelse foretaget af Epinion for RettighedsAlliancen. Her svarer 50 procent af de adspurgte studerende, som bruger digitale studiebøger, at de har anskaffet sig mindst én digital studiebog på ulovlig vis. Dermed bekræfter undersøgelsen, at den ulovligedeling af studiebøger er omfattende. Et billede RettighedsAlliancen kan genkende fra observationer om ulovlige køb og salg på bl.a. Facebook og DBA.
Manglende viden er ikke problemet
Kilden til problemet er ikke manglende viden. Hele 68 procent af de studerende er velvidende om, at videresalg og deling af digitale studiebøger er ulovligt, men gør det alligevel. Undersøgelsen tydeliggør dermed, at der er etableret en uheldig norm blandt de studerende om, at ulovlig deling er i orden.
Derfor bør uddannelsesinstitutionerne engagere sig og tager et medansvar for at komme problematikken til livs. Det skriver Danske Forlag, Dansk Forfatterforening, Dansk Erhverv og RettighedsAlliancen i et debatindlæg i Akademikerbladet, fredag.
Læs debatindlægget i Akademikerbladet her.
Udgivelsen af studiebøger afhænger af et velfungerende marked, der giver økonomiske forudsætninger for et højt kvalitetsniveau. Men dette afhænger i fremtiden af, at uddannelsesinstitutionerne viser vejen for de studerende ved at sende et klart signal om, at deling af studiebøger er ulovligt og medvirkende til at undergrave kvaliteten af de danske uddannelser og vidensproduktion generelt.
Behov for øget medansvar hos uddannelsesinstitutionerne
Undersøgelsen fra Epinion viser også, at den ulovlige deling primært sker imellem de studerende, men at også tutorer, vejledere og undervisere deler studiebøger ulovligt. Der er derfor stort behov for, at uddannelsesinstitutionerne tager afstand til tendensen og medvirker i at ændre kulturen omkring ulovlig deling af studiebøger.
Fra RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund er opfordringen klar:
”Det er vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne tager aktivt stilling til – og ikke mindst afstand fra -ulovlig deling af studiebøger. De senere år har vi set uddannelsesinstitutionerne tage afstand fra upassende adfærd i forbindelse med studiestart og overskridelser af personlige grænser i studiemiljøet. De bør ligeledes tage afstand fra lovbrud i forbindelse med ulovlig deling af studiebøger og tydeliggøre overfor de studerende, at deling af studiebøger er ulovligt og uacceptabelt, og at det har konsekvenser.” siger Maria Fredenslund.
Respekt for andres rettigheder og vidensproduktion bør være grundlæggende værdier på en uddannelsesinstitution. Maria Fredenslund ser derfor frem til en dialog med ledelserne på uddannelsesinstitutioner om konkrete tiltag:
”Gennem kampagnen ”Os Der Elsker Viden” har vi siden 2017 oplyst de studerende om, at ulovlig deling af studiebøger er ulovligt og har konsekvenser. Som undersøgelsen viser, kan problemet ikke løses alene ved oplysning, når der er en tendens til at undervurdere krænkelsernes alvor, og når der praktisk talt ingen risiko er ved at tilegne sig studiebøger ulovligt. Det skal vi gøre noget ved – meget gerne sammen med uddannelsesinstitutionerne”, siger Maria Fredenslund.