Medicin, beklædning, kosmetik og smartphones er blot nogle af de sektorer i Danmark, der taber både penge og arbejdspladser til ulovlig handel med kopivarer, viser ny rapport fra European Union Intellectual Property Office (EUIPO).
Det er ikke uden omkostninger for danskerne, når et medicinsk præparat eller en bluse forfalskes og kopieres for at blive solgt ulovligt. Faktisk koster det årligt hver eneste dansker 145 euro (1081 kroner), hvilket er mere end den gennemsnitlige omkostning for en EU-borger, der er udregnet til 110 euro (821 kroner).
“The Status Report on IPR Infringement 2019” fra EUIPO er
udgivet i forbindelse med World Anti-Counterfeiting Day den 6. juni, og har
undersøgt den økonomiske værdi af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) i Europa
samt i hvilket omfang denne værdi udnyttes og hvordan. I Danmark estimeres det
årlige salgstab i rapporten til 6168 millioner kroner på grund af
forfalskninger.
I Danmark er det hhv. medicin, beklædning, kosmetik, smartphones samt vin og
spiritus, der er de fem største sektorer, der lider økonomiske tab på grund af
ulovlige forfalskninger og kopier. For medicin alene er der tale om 3051 millioner
kroner årligt i Danmark og for beklædning 1471 millioner kroner.
Arbejdspladser forsvinder
Det er dog ikke kun kroner og ører, der Danmarks mister – også jobs. EUIPO-rapporten estimerer at Danmark taber 3893 arbejdspladser om året, og at antallet i hele Europa er knap en halv million arbejdspladser.
Om tallene siger RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund:
”Tallene afspejler, hvad vi i RettighedsAlliancen også ser, nemlig at IP-kriminalitet er et voksende fænomen, fordi det både er nemt og ufarligt, og fordi der er voldsomt mange penge at tjene på kopi-produkter. Rapporten understreger at det fortsat kræver en fokuseret og øget indsats fra myndigheder og rettighedshavere, så vi kan sætte ind over for den utryghed og de massive økonomiske tab, de IP-kriminelle skaber”.
Læs hele rapporten her: The Status Report on IPR Infringement 2019.