Foto: Georgia Vagim

Os Der Elsker Film relanceres i februar 2021

dec 7, 2020 | Kampagner

7. december 2020

Vi nærmer os 2021 med hastige skridt og dermed også relancering af oplysningskampagnen Os Der Elsker Film, hvis formål er at oplyse unge om konsekvenserne ved ulovlig streaming.

Os Der Elsker Film 2.0 bygger videre på den storstilede biografkampagne med Lars Brygman og det tilknyttede undervisningsforløb, der løb af stablen tilbage i 2016. Men selvom kampagnen dengang var en udbredt succes, er udfordringerne med ulovlig streaming stadig store. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at 41 procent af danskere i alderen 18-29 år har streamet eller downloadet ulovligt indhold inden for de seneste 12 måneder, mens det gælder 12 procent af hele den danske befolkning. 

Det er altså tydeligt, at særligt unge danskere i 2020 stadigt er storforbrugere af ulovligt indhold som film og serier. En brugerundersøgelse foretaget af analysebureauet MediaVision i foråret 2020, viser, at danske brugere alene streamer eller downloader 19 millioner film og 27 millioner serieafsnit om året, hvoraf 4 millioner af filmene og 6 millioner af afsnittene er dansk produceret.

Det ulovlige forbrug er altså til at tage og føle på, og derfor er det tid til en relancering af Os Der Elsker Film, hvortil RettighedsAlliancen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut, Biografklub Danmark Fonden og Producent Rettigheder Danmark.

Målgruppen mindes om, hvorfor de elsker film

Når relanceringen af Os Der Elsker Film kommer til at køre fra februar 2021 og tre måneder frem, vil der blive lagt vægt på at styrke fællesskabet af unge danskere, der elsker film. De vil gennem en række humoristiske grafikker og videoer med danske skuespillere blive mindet om, at der er mange gode grund til at se film på lovlig vis, ligesom der kun er dårlige undskyldninger for ikke at gøre det.

Overordnet kommer kampagnens indhold til at slå på tre vigtige budskaber: Os, der elsker film, støtter film / Film bliver ikke det samme, hvis vi ikke betaler for dem / Det har konsekvenser at streame og downloade ulovligt indhold.

Kampagnen vil primært få liv på de sociale medier – der, hvor målgruppen befinder sig. Det er nemlig særligt unge mellem 16 og 25 år kampagnen søger at ramme, da det er dem, der er mest tilbøjelige til at streame og downloade ulovligt.

Til at fremme budskaberne har vi en række ambassadører fra filmbranchen, bl.a. skuespillerne i kampagnevideoerne, ligesom vi arbejder på at finde endnu flere ambassadører fra forskellige steder i branchen.

Konstruktive konsekvensfortællinger

Konstruktivitet er et nøgleord i Os Der Elsker Film kampagnen, hvor målet er, at færre unge skal tilgå og bruge ulovlige tjenester til at se film og serier. Derfor får målgruppen kendskab til konsekvenserne ved det ulovlige forbrug gennem kampagnen. Både de personlige konsekvenser, men også konsekvenserne for hele filmindustriens produktionskæde og i sidste ende fremtidens film.

De unge klædes på med gode, konstruktive argumenter for at benytte lovlige tjenester, når de sidder med overvejelsen derhjemme, men også når emnet diskuteres offentligt eller blandt venner.

Flere detaljer vil blive offentliggjort, når kampagnen går i luften. Har man spørgsmål inden da, kan man kontakte RettighedsAlliancens kommunikationschef, Ditte Rie Agerskov, på ditte.agerskov@rettighedsalliancen.dk.