Foto: Alinea / Del – Med Omtanke

Resultat af digitalt undervisningsforløb: Elevers viden om ophavsret og samtykke øges

jan 13, 2021 | Kampagner

13. januar 2021

Tirsdag kunne RettighedsAlliancen i samarbejde med Kulturministeriet, UBVA, Forlaget Alinea og adfærdsdesignerne hos Implement fremlægge resultaterne af testforløbet på det digitale undervisningsforløb Del – Med Omtanke, der bl.a. viser, at elevernes forståelse af ophavsret og samtykke er øget markant.

Det kan være svært for børn og unge at forstå udtryk som ”samtykke” og ”ophavsret” – at de eksempelvis skal spørge om lov, inden de poster et billede af bedstevennen på sociale medier, eller at der rent faktisk er nogle der ejer rettighederne til den musik, de gerne vil lave en video til.

Derfor har RettighedsAlliancen og undervisningsforlaget Alinea, støttet af Kulturministeriet og Udvalget Til Beskyttelse Af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), udarbejdet undervisningsforløbet Del – Med Omtanke til folkeskolens 4., 5., og 6. klassetrin, der klæder dem på til passe på sig selv og andre, når de færdes på nettet. 

Den kendte YouTuber “Lakserytteren” fortæller her eleverne om, hvad ophavsret er, og hvorfor den er vigtig for ham..



Forløbet blev testet på Helsingør Lilleskole i efteråret 2020, og resultaterne af testforløbet, samt hvad Del – Med Omtanke-forløbet indeholder, blev præsenteret på et webinar i tirsdags, hvor en lang række interessenter deltog.

Testresultaterne fra Helsingør Lilleskole viste sig at indfri målsætningerne for forløbet, der lyder på at styrke børnenes vidensfundament for, hvad der er egne og andres rettigheder med hensyn til indhold, og samtidig at styrke deres færdigheder og kildekritiske sans, så de kan begå sig mere sikkert online.

Ved en survey foretaget af Implement på 40 elever, der deltog i testforløbet, svarede kun 21 procent af dem dagen inden forløbet startede, at de kendte til ophavsret – et svar der ændrede sig til hele 75 procent to måneder efter, de havde afsluttet forløbet. Til samme spørgsmål om samtykke, svarede 45 procent ja dagen inden forløbet, hvilket udviklede sig til 88 procent to måneder efter.

Til spørgsmålet ”Hvis du har lavet et musiknummer, har du ophavsret til det: Hvad tror du, det betyder”, var der tre svarmuligheder, og her svarede 71 procent rigtigt dagen før, men hele 100 procent svarede rigtigt to måneder efter.

Resultaterne modviser forestillingen om, at børn og unge er digitale indfødte, alene fordi de allerede i en tidlig alder stifter bekendtskab med internettet og diverse elektroniske gadgets. Det er ikke tilfældet, og at bevæge sig sikkert på internettet kræver læring. Derfor vigtigt at uddanne dem til at kunne navigere ansvarligt online.

Forløbet ligger nu frit tilgængeligt for undervisere på Alineas undervisningsplatform, og i denne film, produceret af Lommefilm, kan du møde en underviser og et par elever, der fortæller om deres oplevelser med at følge undervisningsforløbet og høre dem fortælle, hvad de har fået ud af det: