Foto: Lommefilm

RettighedsAlliancen deltager på SVEND Filmdage

aug 25, 2022 | Events

25. august 2022

I forbindelse med SVEND Filmdage afholder RettighedsAlliancen workshops for folkeskoleelever med fokus på konsekvenserne ved ulovlig streaming.

Fra den 26. til 31. august løber SVEND Filmdage af stablen i Svendborg. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor filmfolk og publikum samles om et bredt program med samtaler, workshops, open air, prisuddeling og meget mere – alt sammen med film som udgangspunkt. I år deltager RettighedsAlliancen med undervisning for folkeskoleelever, når vi tirsdag d. 30. august i samarbejde med Lommefilm inviterer tre skoleklasser til workshops om Os Der Elsker Film på SVENDs Film.lab.

De tre skoleklasser vil hver især have halvanden times workshop, hvor de vil blive klædt på med mere viden om de konsekvenser, det har, når man ser film ulovligt. Konsekvenser som i høj grad rammer filmbranchen. Eleverne bliver introduceret til kampagnen Os Der Elsker Film, som RettighedsAlliancen netop har lanceret, og med inspiration fra kampagnens reklamefilm med skuespiller Anders Juul skal eleverne selv være kreative og producere en alternativ reklamefilm til Os Der Elsker Film. Sidst på dagen kåres den bedste og mest kreative film som vinder, og vinderklassen skal en tur i biografen.

Læs også: Stigende forbrug af ulovlig streaming blandt danskerne

Kreativt arbejde skal skabe større forståelse

RettighedsAlliancen og Lommefilm har tidligere arbejdet sammen om en filmkonkurrence for 5.-7. klassetrin med udgangspunkt i kampagnen Del – Med Omtanke. Her var fokus på, hvad man må dele af indhold på nettet – både af eget og andres indhold. Erfaringen er, at når eleverne får lov at arbejde kreativt med et projekt, så opnås der generelt en større forståelse, og det samme vil være udgangspunktet for de tre workshops i Svendborg. 

Direktør for RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, siger:

”RettighedsAlliancen og Lommefilms workshops til SVEND Filmdage skal lære eleverne om rettigheder i filmbranchen. Data fra en undersøgelse foretaget af Mediavision viser, at ulovligt download og streaming af film og serier er en stigende udfordring. Vi vil gerne lære eleverne fra en tidlig alder om de konsekvenser, det har at downloade og streame ulovligt – både for dem selv og branchen. Ved at eleverne selv får lov til at arbejde kreativt med forskellige elementer i filmproduktion, håber vi, at de får en større forståelse for, hvorfor rettigheder i filmbranchen er så vigtige.”

Os Der Elsker Film i luften

Workshoppen på SVEND Filmdage har som nævnt fokus på Os Der Elsker Film. Kampagnen kører lige nu på både sociale medier og i de danske biografer. 

Os Der Elsker Film giver et klap på skulderen til alle dem, der støtter danske film ved at se dem på lovlig vis, og understreger samtidig de alvorlige konsekvenser, det har at streame og downloade film ulovligt – både personligt og for filmindustrien.

Læs mere om kampagnen på osderelskerfilm.dk

Workshops afholdes tirsdag d. 30. august fra kl. 09:00 – 15:30 hos Borgerforeningen Svendborg Teater.