Foto: Valeri Randalainen

Stigende forbrug af film og serier har øget interessen i det ulovlige marked

mar 25, 2020 | Analyse, Publikationer

25. marts 2020

De kreative brancher, herunder den danske filmbranche, er under stort økonomisk pres efter Coronavirussens indtog i Danmark og i udlandet. Et pres der trues yderligere af en stigende interesse i det ulovlige marked.

Aktiviteter inden døre er for mange lig med streaming af film og serier, men desværre er den øgede streaming ikke begrænset til lovlige tjenester. Iflg. nyhedstjenesten TorrentFreak har både Italien og Spanien oplevet en markant stigning i interessen på ulovlige tjenester, siden befolkningen blev bedt om at holde sig hjemme.

Også datavirksomheden Muso, der indsamler data på ulovlige tjenester, har i et notat givet udtryk for frygten for en global stigning i brugen af ulovlige tjenester under epidemien.

Siden den danske lock-down blev annonceret den 11. marts, har vi set en stigning i Google-søgninger på div. lovlige streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic, Viaplay m.fl., hvilket positivt indikerer, at danskerne er interesserede i og gode til at benytte de lovlige tjenester.

Dog har søgemaskinen filmfinder.dk, der er implementeret i blokeringsskilte på ulovlige tjenester, oplevet en stigning i besøgstallet på hele 36 procent i samme periode. Derfor holder RettighedsAlliancen skarpt øje med udviklingen på det danske marked, og igangsætter flere tiltag for at dæmme op for forbruget af ulovlige tjenester.

Hvad gør RettighedsAlliancen?

Hos RettighedsAlliancen er vi meget opmærksomme på at filmbranchen, ligesom resten af samfundet, er lukket ned på grund af Corona-virus. Som direktør hos Filminstituttet, Claus Ladegaard, påpegede i en pressemeddelelse, er biograferne lukket, festivaler, konferencer og markeder i de kommende måneder er enten aflyst eller udskudt til efteråret, igangværende optagelser er indstillet, og nye produktioner er udskudt.

RettighedsAlliancen har derfor for øje at gøre vores til at begrænse udfordringerne med det ulovlige marked, sådan at branchen ikke udfordres yderligere under Corona-epidemien af et ulovligt forbrug. Det ulovlige forbrug vil blot bidrage til yderligere at underminere økonomien og indtægterne fra det øgede lovlige forbrug.

Et fokus er derfor på en skærpet kommunikation til danskerne, både gennem gode råd og vejledning til, hvordan man gebærder sig sikkert på internettet og gennem fremhævelse af det store udvalg af lovlige tjenester – gennem bl.a. FilmFinder og Share With Care-kampagnen. Derudover vil vi også fokusere på at synliggøre konsekvenserne ved at forbruge ulovligt.

Selvom RettighedsAlliancens kontor er lukket, arbejder alle medarbejdere hjemmefra med et fortsat fokus på at håndhæve og monitorere på ulovlige tjenester og decentrale tjenester, bl.a. sociale medier, hvor den ulovlige deling også i stigende grad finder sted.

Har du spørgsmål eller input, har du altid mulighed for at kontakte os på mail eller telefon +45 6056 6364.