Bagmandspolitiet (SØIK) har netop gennemført to politiaktioner mod distributører, der menes at have solgt ulovligt kopierede studiebøger. Det er vigtige signaler, at politiet nu er tilstede på online-platforme og skrider ind over for den ulovlige distribution, der foregår via internettet.
I Nordjylland og København har politiet foretaget to aktioner mod formodede bagmænd, der på ulovlig vis har distribueret studiebøger via internettet.
Med aktionen viser bagmandspolitiet, at de er til stede i kampen mod rettighedskrænkelser af indholdsprodukter, i dette tilfælde studiebøger, og at man skrider ind over for ulovlig distribution – også når det foregår bag en computer.
“Aktionen viser, at der er konsekvenser ved ulovligt at kopiere, dele og sælge digitale studiebøger på internettet,” siger direktør for RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, og tilføjer:
”Det er et vigtigt signal, at Bagmandspolitiet går ind i sager om ulovlig distribution, for problemerne med ulovlig kopiering af studiebøger og andet indhold er stigende. Mange har en oplevelse af, at det er ok og risikofrit, når det foregår på nettet, men den ulovlige kopiering har både konsekvenser i forhold til fremtidig udgivelse af studiebøger, og for brugerne, der risikerer at havne i hænderne på digitale kriminelle”.
Køb af kopierede studiebøger er også ulovligt
I en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden, udtaler vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, at det ikke kun er ulovligt at kopiere og sælge bøgerne, men også at købe dem.
»Mange af køberne af kopibøger er måske ikke klar over, at når man downloader en piratkopieret lærebog, så fremstiller man også sit eget eksemplar. Det er strafbart efter ophavsretsloven. Så ligesom med alle andre lovovertrædelser er vores simple råd: Lad være. Både med at kopiere og sælge, samt at købe disse kopi-varer,« siger vicepolitiinspektøren.
Vigtigt med samarbejde på tværs
Bagmandspolitiet har siden maj 2018 haft en permanent IP-Taskforce, dedikeret til at arbejde med krænkelser af rettigheder på internettet. Den markante styrkelse af området viser sig nu i form af strafferetlig håndhævelse, når bl.a. bøger kopieres ulovligt.
Det er dog svært at håndhæve på området, da en stor del af den ulovlige distribution finder sted på Facebook og lignende online-platforme, hvor distributionen foregår i lukkede fora. Med IP-Taskforcens indsats på platformene, i kombination med RettighedsAlliancens tilstedeværelse og monitorering, er der skabt et godt grundlag for at danne overblik over, hvad der foregår, og skride ind.
RettighedsAlliancen har yderligere søsat en oplysningskampagne, Os Der Elsker Viden, i samarbejde med bogbranchen, der netop fokuserer på at fortælle brugere på sociale medier, at det er ulovligt at kopiere og dele digitale studiebøger. Her har uddannelsesinstitutionerne involveret sig i indsatsen for at informere studerende om, hvornår det er lovligt og ulovligt at kopiere en studiebog.
RettighedsAlliancen følger fortsat sagen tæt, og forventer at rejse et erstatningskrav.