Foto: Wesley Tingey

31-årig kvinde dømt for import og salg af Wegner-kopier  

jun 29, 2023 | Retssager

29. juni 2023

Ulovlig import og salg af 44 kopier af Y-stolen, har ført til en dom på 30 dages betinget fængsel for en 31-årige kvinde. 

Københavns Byret har den 23. juni 2023 idømt en 31-årig kvinde 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af ophavsretsloven, efter systematisk at have importeret og solgt mindst 44 kopier af Hans J. Wegners Y-stol. Overtrædelserne, der fandt sted fra marts til november 2021, anmeldte RettighedsAlliancen til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK – dengang SØIK), på vegne af Carl Hansen & Søn, som producerer Y-stolen af Hans J. Wegner. Kopierne, der blev produceret i Kina, havde hun købt via handelsplatformen Alibaba. Rejsen fra Kina til Danmark foregik på systematisk vis, hvor hun først fik transporteret kopierne til et lager i Tyskland og derfra importerede dem til et tilsvarende i Danmark. Herefter blev de 44 kopier udbudt til salg via annoncer på DBA.

Salg af kopier opdages gennem monitorering

Sagen er langt fra enestående, hvad angår import og salg af kopier af danske designikoner. Den 1. juni 2023 blev en 27-årig mand idømt ni måneders ubetinget fængsel for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, efter at have importeret tusindvis af kopidele til PH-lamper med henblik på videresalg. Det er ofte muligt for RettighedsAlliancen at opdage, når kopier af medlemmers designprodukter udbydes til salg. Dette i kraft af, at RettighedsAlliancen monitorerer en lang række platforme, hvor salg af kopiprodukter ofte finder sted.

RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund siger: 

“Vi holder grundigt øje med forskellige markedspladser og har gode erfaringer med at opdage, når der er kopier af vores medlemmers produkter i omløb. Dertil er Sektionen for Rettigheder i NSK, som denne sag viser, yderst kompetente til at finde frem til de skyldige og få dem stillet til ansvar. At drive forretning via import og salg af designkopier kan derfor langt fra betale sig.”

Carl Hansen & Søns direktør Knud Erik Hansen siger:

“Vi er tilfredse med, at der, med dommen, bliver slået ned overfor import og salg af kopier af designikoner. Hans J. Wegners danskproducerede Y-stol er, med et banebrydende design og omtanke for produktionen, skabt til at holde i generationer. Kopier, som i sagen her, er ikke alene i dårlig kvalitet, men udvander desuden tankerne og æstetikken bag et kvalitets produkt, som også er et livsværk. Det er hverken arkitekten eller producenten, miljøet eller forbrugerne tjent med.” 

Læs også: Tidligere dømt får fængselstraf for import og videresalg af falske ph-lampedele