Foto: Bill Oxford

DanishBits bagmand idømt et års fængsel

apr 27, 2021 | Retssager

27. april 2021

I dag blev en 33-årig bagmand bag Danmarks største ulovlige fildelingsnetværk DanishBits ved retten i København idømt et års fængsel, hvoraf de tre måneder blev gjort ubetinget, for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter.

I 2016 anmeldte RettighedsAlliancen, at danske film ulovligt blev udgivet før deres officielle digitale præmieredato på fildelingsnetværket DanishBits. Foruden film blev der ligeledes på ulovlig vis delt artikler, e-bøger, lydbøger og musik.  

Anmeldelsen førte til, at SØIK i oktober 2020 gennemførte en omfattende international aktion mod bagmanden, der udførte centrale herunder tekniske funktioner i driften af DanishBits. Aktionen resulterede i nedlukningen af tjenesten samt anholdelsen af den danske bagmand, som befandt sig i Marokko. Den 18. marts meddelte Anklagemyndigheden, at bagmanden var blevet udleveret til Danmark til retsforfølgelse, og i dag blev han således idømt et års fængsel, konfiskation af 250.000 kr., samt erstatning til de danske rettighedshavere på 250.000 kr.

Læs Anklagemyndighedens pressemeddelelse her

Det fremgår i sagen, at den dømte – sammen med et supportteam – programmerede, drev og servicerede den dansksprogede hjemmeside www.danishbits.org samt vedligeholdt de servere, som hjemmesiden kørte på i bl.a. Holland og Frankrig. Den dømte fik del i donationer og betalinger for tilkøb af services i Bitcoin og ved bankoverførsler. DanishBits havde cirka 30.000 brugere, hvoraf størstedelen af brugerne tilgik tjenesten fra danske IP-adresser. Der var i perioden op til 78.000 filer med ophavsretligt beskyttede værker tilgængelige i systemet, som genererede en omsætning på cirka 2.500.000 kr., hvoraf den dømte opnåede et udbytte på mindst 250.000 kr., som altså nu er blevet konfiskeret. Derudover skal bagmanden betale RettighedsAlliancen en erstatning på 250.000 kr. 

Læs mere: Bagmand bag DanishBits udleveret fra Marokko og fængslet i sag om ulovlige piratservere

2 millioner månedlige besøg

Den 33-årige har siden 2013 været involveret i driften af DanishBits, som har fungeret som et lukket fildelingsnetværk, hvor brugere har haft adgang til et hav af ulovligt indhold mod enten at være med til at dele indholdet med andre brugere i netværket eller ved at betale sig til det. Tjenesten havde ifølge data fra Similarweb 2 millioner månedlige besøg og har dermed været blandt de mest besøgte hjemmesider i Danmark – mere besøgt end både Trustpilot og HBO Nordic.  

DanishBits har været arnested for ulovlig deling af dansk produceret indhold. Bl.a. har RettighedsAlliancen registreret, at langt hovedparten af danske film ramte det ulovlige marked på DanishBits før deres officielle digitale premiere, hvorefter de spredte sig til andre ulovlige platforme. 

Stor sejr for de danske rettighedshavere

Hos RettighedsAlliancen udtrykker direktør Maria Fredenslund stor glæde over sagens udfald: 

”Det er enormt vigtigt, at der bliver sat nogle eksempler, der viser, at det ikke kan betale sig at være kriminel. Heller ikke på nettet. Danske rettighedshavere har gennem mange år måtte se til, at deres film mm. blev stjålet på de her pirattjenester, uden at myndighederne greb ind. Derfor er det afgørende, at der nu bliver sendt klare signaler om at piratkopiering er ulovligt, og at det har konsekvenser at bryde loven. Vi har en yderst professionel enhed i SØIKS IP-Task force, som igen har gjort et fantastisk stykke arbejde”, udtaler Maria Fredenslund.

Markant fald i ulovlig deling 

I løbet af efteråret og vinteren lukkede de fire danske ulovlige fildelingstjenester, som udgjorde den danske scene for ulovligt indhold. De fire tjenester DanishBits, NordicBits, Asgaard og ShareUniversity, estimeres tilsammen at have haft flere end 50.000 danske brugere. Tjenesterne har først og fremmest været en markedsplads for indhold, der er målrettet danske forbrugere. Dvs. dansksproget og dansktekstet indhold, og det er uden tvivl disse tjenester, der har gjort mest skade på de danske rettighedshavere – både fordi det danske indhold er blevet udgivet her før officiel lovlig udgivelse, og fordi det danske indhold har haft en særligt fremtrædende plads her.  

Sidenhen er der forsøgt etableret nye danske fildelingstjenester, men som grafen nedenfor viser, har langt hovedparten af de tidligere danske pirater indstillet deres ulovlige aktiviteter på de danske tjenester. Hvor populære danske spillefilm før aktionerne blev downloadet op til 30.000 gange, ser billedet nu helt anderledes ud med ca. 1.000 download efter nedlukningen af ovennævnte tjenester. 

Foruden nedlukningen af de fire ulovlige tjenester samt anholdelsen af bagmænd, har vi fra SØIKs side ligeledes set et øget fokus på de inkarnerede brugere, der gentagne gange deler ulovligt indhold. Dette fokus er blevet bemærket i piratkredse, og formodes at have haft en effekt på det tilbageværende antal pirater. Senioranklager Kaare Linde fra SØIK, udtalte i forbindelse med dommen mod en 35-årige inkarneret bruger i marts måned, følgende: ”Vi går ikke kun efter bagmændene bag fildelingstjenesterne, men også efter brugere. Den dømte var inkarneret bruger, og man kan ikke vide sig sikker hjemme bag computeren, hvis man downloader film ulovligt.” 

I Anklagemyndighedens pressemeddelelse fra dagens dom understreges det endvidere, at efterforskningen af fildelingssager og deres brugere fortsættes af SØIKs særlige IPR-enhed.

Læs mere: Brugere af ulovligt indhold stilles nu til ansvar.