Foto: Pinho

Danskernes forbrug af pirat-tv er stigende

jun 17, 2020 | Analyse, Publikationer

17. juni 2020

Danmark er et af de EU-lande, der har det højeste antal brugere af ulovlig pirat-tv, og undersøgelser viser, at det ulovlige forbrug i Danmark har været støt stigende de seneste år.

Danske og internationale tv-kanaler samt film og streamingtjenester nyder stor interesse fra danskerne, men desværre er det ikke alle brugere, der skaffer sig adgang på lovlig vis. I en undersøgelse foretaget af EUIPO estimeres det, at ca. 250.000 danskere benyttede sig af ulovlig IPTV, i folkemunde kaldet pirat-tv, i 2018, hvilket svarer til 5,8 procent af befolkningen mellem 16-74 år.

Dermed placerer danskerne sig som nogle af de mest aktive brugere af ulovlig IPTV i EU – kun overgået af Sverige, Spanien og Holland. Undersøgelsen anslår, at ca. 13,7 millioner brugere på tværs af EU-landene brugte IPTV i 2018 til at skaffe sig ulovlig adgang til tv-kanaler.

Markedet for ulovlig IPTV er primært domineret af udenlandske udbydere og forhandlere, og RettighedsAlliancen har derfor fulgt udviklingen på 35 udenlandske hjemmesider, hvor vi har set en stigende interesse blandt danskerne. I januar 2020 var danske brugere i gennemsnit inde på udbydernes hjemmesider ca. 31.000 gange om måneden – en stigning på ca. 11.000 fra det månedlige gennemsnit i sidste kvartal af 2019.

I løbet af 2019 er der dog også etableret danske hjemmesider for udbydere af ulovlig IPTV, der både tilbyder dansksproget information og dansk kundesupport. En udvikling, som RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund kalder yderst problematisk:

”Det er yderst problematisk, at det bliver mere og mere svært for den menige bruger at gennemskue, hvornår en tjeneste og et produkt er ulovligt, og dermed uforvarende kan komme til at give sine personlige oplysninger til kriminelle. Derfor holder vi også skarpt øje med udviklingen på det ulovlige marked for IPTV og griber ind, hvor vi kan,” forklarer hun.

Læs også: ”SØIK anholder tre danskere i international aktion mod ulovlig tv-pirateri”

Hvad er IPTV og hvornår er det ulovligt?

IPTV (Internet Protocol Television) er i udgangspunktet en lovlig måde at få et tv-signal gennem sin internetforbindelse – enten via internetkabel eller Wi-Fi. I dag tilbyder de fleste tv-udbydere abonnementer på IPTV, der gør det muligt bl.a. at spole i programmer (time-shifted media), at tilgå streamingtjenester (video on demand) og at se live-tv. TV af lidt ældre dato, der ikke har mulighed for at blive koblet direkte på en internetforbindelse, har brug for en TV-boks, som de fleste udbydere ofte inkluderer i et abonnement.

IPTV bliver først ulovligt, når udbyderen af et abonnement ikke har indgået officielle licensaftaler med de TV-kanaler og streamingtjenester, der tilbydes. Uden licensaftaler tilbydes brugere altså ulovlig adgang til indholdet og for en pris, der oftest ligger langt under den lovlige markedspris. De ulovlige abonnementer kobles op på apps, der kan tilgås via smartphones, computere og Smart-TV, men RettighedsAlliancen ser også, at forhandlere af ulovlig IPTV tilbyder fysiske TV-bokse.

Den ulovlige tilgang til IPTV minder dermed teknisk meget om den lovlige, og derfor får RettighedsAlliancen jævnligt henvendelser fra borgere om lovligheden af IPTV-abonnementer. Derudover er bagmændene i højere grad blevet dygtige til at få de ulovlige forhandleres hjemmesider til at se lovlige ud – bl.a. med den førnævnte danske kundesupport. Som bruger er det derfor vigtigt at sikre sig, at et IPTV-abonnement ikke er ulovligt, og at ens personfølsomme oplysninger og betalingsinformationer ikke havner i hænderne på kriminelle.
..

Tegn på, at et IPTV-abonnement er ulovligt:

  • Prisen er væsentligt lavere end andre TV-udbyderes
  • Abonnementet indeholder flere tusind kanaler
  • Abonnementet kan betales med kryptovaluta
  • Du kan få adgang til TV-kanaler for et engangsbeløb