Foto: RettighedsAlliancen

Dom til den syvende bagmand sætter et punktum på Asgaard-sagskomplekset

apr 4, 2024 | Retssager

4. april 2024

En 48-årig mand fra Østjylland er, som den sidste bagmand i sagskomplekset om det ulovlige fildelingsnetværk Asgaard, blevet idømt 60 dages betinget fængsel

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har ved en tilståelsessag i Retten i Horsens fået idømt en 48-årig mand fra Østjylland en betinget fængselsstraf på 60 dage for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter. 

Manden etablerede i perioden fra juli til september 2019 sammen med flere andre personer fildelingstjenesten Asgaard (Asgrd.dk), som på sit højeste havde op imod 23.000 brugere, der på tjenesten fik adgang til mindst 15.000 ophavsretsbeskyttede værker i form af film, tv-serier og lignende. Seks medgerningsmænd er tidligere dømt for deres del i overtrædelsen. Fra januar til april 2019 var den nu dømte desuden med til at administrere en anden stor fildelingstjeneste, nordicbits.eu, et forhold han også blev dømt for.

RettighedsAlliancen anmeldte bagmændene bag Asgaard til NSK (dengang SØIK) i oktober 2020.

Oversigt over alle syv domme i sagskomplekset om det ulovlige fildelingsnetværk Asgaard. Illustration: RettighedsAlliancen

RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, siger:

”Med dommen sættes der et endegyldigt punktum på rækken af sager mod syv bagmænd, som har stået bag Asgaard, og desuden spillet en betydelig rolle i driften af det danske fildelingsmiljø. Afgørelsen er samtidig en markering af, at de danske fildelingstjenester ikke længere udgør en trussel mod de danske rettighedshavere, takket være en uvurderlig indsats fra Sektionen for Rettighedsbeskyttelse under NSK.”

Anklager hos NSK, Hans Bohn Sørensen, siger:

”Jeg er tilfreds med dommen, der nu afslutter sagerne mod grundlæggere og administratorer bag en af de største ulovlige fildelingstjenester vi har haft i Danmark. Tjenesten gav brugerne ulovlig adgang til en voldsom mængde ophavsretsbeskyttet materiale. Når man ulovligt downloader ophavsretsbeskyttet materiale, bliver skaberne snydt for deres retmæssige indtægter, og det undergraver økonomien bag produktionen.”


Læs NSK’s pressemeddelelse her

Fra anmeldelse til syv dømte bagmænd 

I oktober 2020 anmeldte RettighedsAlliancen de nu dømte bagmænd bag Asgaard til SØIK, hvilket førte til anholdelse og varetægtsfængsling af hovedbagmanden den 21. december 2020, og at de øvrige bagmænd derefter valgte at lukke tjenesten ned frivilligt. Kort efter blev de resterende bagmænd også anholdt, hvilket har ledt frem til at alle syv bagmænd blev stillet for retten og dømt i perioden juni 2021 og frem til nu. 

Fildelingstjenesten Asgaard oplevede et voldsomt boost i antallet af besøgende, efter at SØIK’s aktion i efteråret 2020 ledte til nedlukning af de to største danske fildelingstjenester DanishBits og NordicBits. Asgaard blev med sine 1.5 millioner besøg i november 2020 den største tilbageværende danske pirattjeneste, hvor ulovlig deling af mindst 15.000 filer, herunder danske nyhedsartikler, bøger og film, fandt sted. De syv bagmænd bag Asgaard er i alderen 35-55 år, og udfyldte hver især en specifik rolle i tilblivelsen og driften af den ulovlige tjeneste. 

Læs også: De sidste danske pirattjenester er lukket og slukket