Foto: Nopphon

En stor sportssommer venter, men mange streamer livesport ulovligt

jun 12, 2024 | Analyse

12. juni 2024

Med kampagnen ”Play Fair” opfordrer EUIPO fans at se sport lovligt. Også i Danmark er der et stort behov for at sætte ind, da 31 % af danske unge mellem 15-24 år streamer livesport via ulovlige tjenester.

EM-feber og OL-drømme. Denne sommer byder på et hav af livesportsbegivenheder, men side om side med danskernes sportsglæde lurer en stor udfordring for hele sportens økosystem. Rigtig mange forbruger livesport ulovligt via ulovlige IPTV-tjenester eller ulovlige hjemmesider, i stedet for at betale for at se indholdet via de officielle kanaler. Her viser en undersøgelse fra EUIPO (Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret), at 9 % af danskerne har streamet sport via ulovlige kilder, mens dette gælder for 31 % af danske unge mellem 15-24 år.  

Tendensen er ikke blot udbredt i Danmark, men udgør et generelt problem i hele Europa. I anledning af World Anti-Counterfeiting Day den 12. juni, lancerer EUIPO derfor oplysningskampagnen ”Play Fair”, der opfordrer fans til at støtte sport ved at se det lovligt. Et initiativ som RettighedsAlliancen bakker op om.

RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, siger:

”Vi ved, at sport er en stor driver af ulovligt forbrug af indhold generelt. Unge starter typisk med at se sport ulovligt, hvorefter de begynder at se film ulovligt, dele lærebøger ulovligt osv. Derfor er det et vigtigt fokusområde at sætte ind med oplysning allerede inden de unge forbrugere starter deres ulovlige forbrug. Og derfor er der også brug for generel opmærksomhed på problemerne nu, hvor vi står foran EM i herrefodbold og en stor sports-sommer generelt. Vi skal gøre langt mere for at forhindre ulovlig streaming af livesport, blandt andet gennem det danske blokeringssystem, samt ved at sætte ind med oplysningsindsatser, der guider danskerne til at se sport lovligt.”

Læs mere om ”Play Fair”-kampagnen her

Nye metoder til at beskytte livesport

RettighedsAlliancen har i mange år arbejdet med bekæmpelse af ulovlig streaming af livesport, blandt andet ved at sætte eksempler på, at ulovlige hjemmesider med sport kan blokeres. Sagerne har banet vejen for, at også livesport i dag kan beskyttes gennem det danske blokeringssystem, som forhindrer trafik til hjemmesider, der er dømt ulovlige. Gennem Share With Care-samarbejdet er det samtidig muligt at promovere de lovlige tjenester overfor de brugere, der forsøger at tilgå de blokerede sider. I Danmark har vi derfor et velfungerende system for at bekæmpe de ulovlige sider og samtidigt oplyse og guide danskerne til at benytte de lovlige tjenester. Med en stor kapacitet indenfor beskyttelse af livesport, arbejder RettighedsAlliancen for at få flere ulovlige tjenester med livesportsindhold blokeret.

Vil du vide mere om vores indsatser for at beskytte livesport?

Kontakt Juan Rotger, Legal Sports Content and Designs Protection, på juan.rotger@rettighedsalliancen.dk