Foto: Bill Oxford

Femte bagmand bag pirattjenesten Asgaard dømt

nov 3, 2022 | Retssager

3. november 2022

Dommen falder i den storstilede sag om den ulovlige fildelingstjeneste Asgaard, der lukkede i vinteren 2020. Den femte af syv bagmænd er nu dømt.

Torsdag den 3. november er der i Retten i Aarhus faldet dom over en 47-årig mand fra Midtjylland, der var en af bagmændene bag den lukkede fildelingstjeneste Asgaard. Dommen lyder på 3 måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste, konfiskation af 2.282 kr., en stationær pc og to eksterne harddiske samt erstatning til RettighedsAlliancen på 35.000 kr.  

Den nu dømte var med til at starte den ulovlige tjeneste i maj 2019 og betalte en andel af omkostningerne vedrørende leje af server og køb af domænenavn. Han havde derefter ansvaret for at producere og publicere nyheder på siden og var med til at træffe beslutninger i driften af hjemmesiden. Han fortsatte sin ulovlige medvirken på tjenesten frem til december 2020, hvor Asgaard blev lukket. Asgaard havde i gerningsperioden havde 23.000 brugere, og gav adgang til mindst 15.000 filer med ophavsretligt beskyttede værker, hvoraf flere blev delt forud for deres digitale premiere. 

Den dømte i sagen er derudover også dømt for at have været tilknyttet på den ligeledes lukkede ulovlige fildelingstjeneste NordicBits i perioden fra primo 2017 til sommeren 2018 samt at være tilknyttet de ulovlige fildelingstjenester DanishBits og ShareUniversity i en periode fra omkring 2015 til 2020.

Organiseret ulovlig fildelingstjeneste

I maj 2019 oprettede syv bagmænd fildelingstjenesten Asgaard. Disse bagmænd havde tilsammen flere års aktiviteter bag sig på det ulovlige danske fildelingsmarked, hvor de agerede bagmænd og brugere på tjenester som DanishBits, NordicBits og ShareUniversity. 

De syv bagmænd bag Asgaard har hver især udfyldt en specifik rolle i tilblivelsen og driften af den ulovlige tjeneste i et organiseret og kriminelt netværk. Bagmændene er i alderen 35-55 år, hvoraf flere er familiefædre og ansatte i ganske almindelige jobs. I sin levetid fra maj 2019 til december 2020 havde Asgaard samlet set op mod 23.000 brugere. 

I løbet af efteråret og vinteren 2020 udførte NSK, Sektionen for Rettighedsbeskyttelse, en række aktioner mod det ulovlige danske fildelingsmiljø, der blandt andet resulterede i lukningen af Asgaard. På daværende tidspunkt var fem af de syv bagmænd stadig aktive administratorer på tjenesten. Den første af disse blev varetægtsfængslet i forbindelse med nedlukningen og dømt i juni 2021. I februar 2022 blev anden bagmand dømt, mens to yderligere bagmænd blev dømt i marts 2022.

Læs mere: Fire ud af syv bagmænd bag pirattjenesten Asgaard er nu dømt

Organiserede og systematiske bagmænd stilles til ansvar

Denne sag er endnu et bevis på, at det ulovlige fildelingsmarked i Danmark var bygget op omkring organiserede netværk bestående af kriminelle bagmænd, der var meget aktive i miljøet. Der var tale om bagmænd og seriekrænkere, der bevægede sig fra tjeneste til tjeneste i takt med at disse blev lukket ned af NSK, Sektionen for Rettighedsbeskyttelse.

RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, siger:

”Vi har arbejdet ihærdigt på at komme de ulovlige fildelingstjenester med rod i Danmark til livs. Det er enormt tilfredsstillende at konstatere, at bagmændene nu – én efter én – dømmes for deres kriminelle foretagende. Vi har at gøre med en række bagmænd, der ikke blot var systematiske i deres krænkelser af RettighedsAlliancens medlemmers rettigheder, men også godt organiserede. De var dynamiske, i den forstand at såfremt én tjeneste blev lukket, så fortsatte de deres ulovlige aktiviteter på en anden. Hver dom i denne omfattende sag er en understregning af, at til trods for bagmændenes organisering og dynamiske metoder, så vil de blive fanget og stillet til ansvar for deres krænkelser.”

Specialanklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Jan Østergaard, siger:

”Det er meget tilfredsstillende, at NSK på baggrund af en stærk og fokuseret indsats har fået stillet endnu en bagmand til regnskab. Det sender et klart signal til både bagmænd og til de danske pirat-brugere om, at der er stort fokus på denne form for kriminalitet.”

Læs hele NSKs pressemeddelelse.