Foto: RettighedsAlliancen

Fire ud af syv bagmænd bag pirattjenesten Asgaard er nu dømt

mar 16, 2022 | Retssager

16. marts 2022

Den lukkede fildelingstjeneste Asgaard blev drevet af et organiseret netværk bestående af syv kriminelle bagmænd, som hver især havde en vigtig funktion i driften og udvikling af den ulovlige tjeneste. 

Tirsdag den 15. marts blev to bagmænd bag fildelingstjenesten Asgaard dømt for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter. Dermed er nu fire ud af i alt syv kriminelle bagmænd dømt for at have stået bag den lukkede fildelingstjeneste. Begge sager var tirsdag for retten i Odense, og dommene lød i begge tilfælde på 3 måneders betinget fængsel og 80 timer samfundstjeneste. Begge bagmænd blev desuden idømt konfiskation af et udbytte på 2.282 kr. og af deres mobiltelefoner, foruden et erstatningskrav på 35.000 kr. til rettighedshaverne. Den ene af bagmændene modtog dommen, mens den anden tog betænkningstid.

Organiseret netværk af kriminelle 

Fildelingstjenesten Asgaard blev oprettet i maj 2019 af syv bagmænd, hvoraf fire på nuværende tidspunkt er dømte, og to er sigtede og afventer retsmøder. Dette som følge af, at SØIK (nu National enhed for Særlig Kriminalitet – NSK) over efteråret og vinteren 2020 udførte aktioner mod det danske fildelingsmiljø, der førte til nedlukningen af tjenesten og at den første bagmand sad varetægtsfængslet over jul og nytår, før han blev dømt i juni 2021. I februar 2022 blev den anden bagmand dømt, mens der er planlagt retsmøder i nærmeste fremtid for to af de tre resterede bagmænd bag Asgaard.  

Læs også: 50-årig familiefar dømt for at have stået bag pirattjenester

Iblandt bagmændene har flere mange års aktiviteter bag sig i det danske piratmiljø, blandt andet som bagmænd og brugere på fildelingstjenesterne DanishBits, NordicBits og ShareUniversity. 

Asgaard-tjenesten er et resultat af et organiseret kriminelt netværk, hvor de respektive bagmænd hver har spillet en specifik rolle. Dette danner der sig et billede af, på baggrund af RettighedsAlliancens efterforskning, samt de dømtes forklaringer ved retsmøderne. Bagmændene er alle danske mænd i aldersspændet 35-50 år, hvoraf flere er familiefædre og ansatte i helt almindelige jobs. De var alle med til at starte Asgaard i maj 2019, hvortil fem ud af syv fortsatte deres aktiviteter frem til aktionerne i december 2020. Asgaard havde op imod 23.000 brugere som samlet set gjorde i alt 15.000 ulovlige filer tilgængelige i løbet af tjenestens levetid.

Få et overblik over de forskellige bagmænds funktioner i driften af fildelingstjenesten her.

Klik på billedet for at forstørre.

Sager giver viden om kriminelle netværk

Det er første gang, at det er lykkes at finde frem til identiteterne på hele det kriminelle netværk, der står bag en dansk fildelingstjeneste. Derfor kan bagmandssagerne få stor betydning for efterforskning af det ulovlige marked i fremtiden og for det generelle billede af fildelingsmiljøet og hvordan de kriminelle netværk bag opererer.

RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund siger: 

”Bagmandssagerne for Asgaard illustrerer tydeligt, at rettighedshaveres medieindhold, film serier osv. udnyttes til at drive systematisk, organiseret kriminalitet. For hver afsluttet sag tegner der sig et tydeligere billede af, hvordan bagmændene bag fildelingstjenesten organiserer sig og hvilke metoder de benytter sig af. Vi bliver hele tiden klogere på det ulovlige marked og bagmandssagerne kan muligvis bidrage med indsigt, der vil være afgørende i IPR-enhedens fremadrettede indsats for at forhindre ophavsretskrænkelser på internettet.” 

Anklager hos NSK Christian Raaholt Hahn siger: 

”Det er tilfredsstillende, at anklagemyndighedens behandling af sagerne har ført til økonomisk erstatning til RettighedsAlliancen, som repræsenterer en lang række medlemmer, herunder Nordisk Film, Zentropa, Scanbox Entertainment og SF Studios.”

Læs også: Politiets pressemeddelelse