Frem mod studiestart relanceres kampagnen ’Os Der Elsker Viden’, hvor litteraturbranchen og landets uddannelsesinstitutioner klæder de studerende på til at undgå ulovligt forbrug af digitale studiebøger.
Studerende i hele landet vil i løbet af de kommende uger gøre sig klar til studie- og semesterstart, og det rimer på indkøb af nye studiebøger. Men langt fra alle vælger at skaffe litteratur fra pensum på lovlig vis. En undersøgelse fra Epinion i 2023 viser, at halvdelen af de studerende, der benytter sig af digitale studiebøger, har anskaffet mindst én digital studiebog ulovligt – en adfærd der særligt finder sted omkring studie- og semesterstart. Det ønsker kampagnen ’Os Der Elsker Viden’ at ændre, ved at oplyse de studerende om konsekvenser ved ulovlig deling af studiebøger og guide dem til lovlig brug.
Læs også: Danske studerende ser stort på ulovlig deling af studiebøger
Derfor vil studerende ved landets videregående uddannelser snart møde ’Os Der Elsker Viden’ på Facebook og Instagram, gennem grafikker og videoer som giver anledning til refleksion over, om deres eget forbrug af studiebøger er lovligt eller ej. Her er målet, at ’Os Der Elsker Viden’ endnu engang skal nå bredt ud, som ved vinterens semesterstart, hvor kampagnen nåede 207.000 personer i målgruppen.
Uddannelsesinstitutionerne spreder budskabet
Med ’Os Der Elsker Viden’ har RettighedsAlliancen, forlag og forfattere gennem en årrække sat fokus på den store udfordring med ulovlige digitale studiebøger. De seneste år har kampagnen desuden opnået en større opbakning fra landets videregående uddannelser. Et samarbejde, som er vigtigt for synliggørelsen af alvoren ved ulovlig kopiering og deling af studiebøger.
Ved at benytte ’Os Der Elsker Videns’ materialepakke, kan uddannelsesinstitutionerne være med til at skabe opmærksomhed og bevidsthed blandt de studerende.
Materialerne er lette at integrere i undervisning og rusugen, for eksempel ved at quizze de nye studerende i reglerne for lovlig brug af studiebøger. Som de studerendes rollemodeller og nærmeste autoriteter er institutionernes engagement afgørende for, at ’Os Der Elsker Viden’ kan skabe den tilsigtede adfærds- og kulturændring på uddannelserne. Derfor håber vi, at materialerne kan hjælpe lærere, tutorer, bibliotekarer og studieadministrationen med, at formidle reglerne på en sjov og enkel måde.
Relanceringen af ’Os Der Elsker Viden’ er netop skudt i gang, og kampagnen kører frem til begyndelsen af september.
Find materialepakken til uddannelsesinstitutioner her
Hent grafikker til brug på sociale medier her
Læs mere om ’Os Der Elsker Viden’ her