Foto: Lars Kruse / AU Foto

RettighedsAlliancen og Aarhus Universitet indgår aftale om blokering af ulovlige hjemmesider

sep 14, 2020 | Samarbejder

14. september 2020

Aarhus Universitet har underskrevet en Code of Conduct-aftale, og forpligter sig dermed til at blokere for de tjenester, der er dømt ulovlige ved en domstol.

38.000 studerende, 1.800 ph.d.-studerende og 8.000 ansatte. Så mange brugere tilbyder Aarhus Universitet internetadgang til, og det er derfor et meget positivt skridt, at RettighedsAlliancen den 20. august indgik en Code of Conduct-aftale (CoC), der indebærer, at Universitetet blokerer for tjenester, der er dømt ulovlige ved en domstol.

Den første CoC-aftale blev indgået i 2013 mellem RettighedsAlliancen og Teleindustrien (TI) og indebærer bl.a. at TI’s medlemmer, de enkelte internetudbydere, blokerer danskernes adgang til de dømte ulovlige tjenester ved bl.a. at implementere et såkaldt ’blokeringsskilt’, som brugeren møder ved forsøg på adgang til den ulovlige side.

Konkret betyder CoC-aftalen med Aarhus Universitet altså, at Universitetet på lige fod med de offentlige internetudbydere i TI og andre CoC-underskrivere blokerer for adgang til ulovlige tjenester fra universitetets internetadgang.

De ulovlige tjenester drives af kriminelle og underminerer de kreative producenters levevej. Det er derfor afgørende, at blokeringen af tjenesterne er så effektiv som mulig, og at offentlige institutioner o.lign., der tilbyder internetadgang, deltager i blokeringsindsatsen.

At en så stor og væsentlig institution som Aarhus Universitet engagerer sig og deltager i indsatsen mod ulovlige tjenester er dermed med til at sikre effektiviteten af RettighedsAlliancens blokeringsindsatser mod det ulovlige marked, hvormed styrken i det danske samarbejde mellem rettighedshavere, internetudbydere og myndigheder styrkes.

RettighedsAlliancen ser frem til, at andre betydningsfulde netudbydere og institutioner også vil indgå tilsvarende aftaler for at begrænse det ulovlige marked.

Code of Conduct-aftalen mellem RettighedsAlliancen og Teleindustrien blev revideret tidligere på året for at kunne følge med udviklingen. Læs mere om revisionen her.